I de seneste par år er hometrainere blevet yderst populære herhjemme – og det er bestemt ikke uden grund. Der er nemlig rigtig mange fordele forbundet med at træne på en hometrainer.
Først og fremmest giver en hometrainer dig mulighed for at holde formen ved lige i de kolde og regnfulde måneder, hvor udendørs cykling ikke altid er det fedeste og nemmeste.
Med en hometrainer kan du også hurtigt og nemt få fyret nogle effektive intervaller af uden at skulle tænke på lyskryds og farlig trafik på landevejene.
Det er også en af grundene til, at mange ryttere bruger dem hele året rundt og ikke kun i vinter- og efterårsperioden.
Hvis du er i tvivl om, hvilken af de mange forskellige hometrainere du skal vælge, så læs med her.
Vi har nemlig set nærmere på de otte p.t. bedste hometrainere på markedet.
Men lad os først lige se nærmere på de vigtigste overvejelser, du bør gøre dig, før du investerer i en hometrainer.
Indholdsfortegnelse
Hvilken hometrainer skal jeg vælge?
I starten kan det godt føles en smule uoverskueligt at skulle investere i en hometrainer.
Der findes nemlig rigtig mange forskellige modeller på markedet, og der kommer hele tiden nye til.
Direct-drive eller wheel-on
Når du skal vælge en hometrainer, skal du først og fremmest beslutte dig for, om det skal være en direct-drive eller en wheel-on hometrainer.
På en direct-drive hometrainer tager man baghjulet af cyklen og monterer cyklen direkte på en kassette, der sidder på hometraineren.
Det giver en mere realistisk cykeloplevelse, og samtidig er direct-drive også mere støjsvagt end wheel-on.
På en wheel-on hometrainer skal man derimod ikke afmontere baghjulet først.
Her spænder man blot cyklen fast på en rulle, der skaber modstanden.
Det giver en knap så realistisk cykeloplevelse som ved direct-drive, og samtidig skal man være opmærksom på, at det slider en smule på bagdækket.
Til gengæld er prisen på wheel-on hometrainere en del lavere, og derudover slipper man også for at skulle afmontere baghjulet, hver gang man skal træne.
Problemet med slid på bagdækket kan også afhjælpes ved at købe et ekstra bagdæk, der er beregnet til wheel-on hometrainere.
Stigningsprocenter og watt
Du skal også overveje, hvor mange watt og stigningsprocenter du har brug for.
Antallet af watt og stigningsprocenter varierer nemlig en del fra hometrainer til hometrainer.
De fleste modeller har dog en maksimal modstand på mellem 800 og 2300 watt.
Hvis vi skal sætte det lidt i perspektiv, så ligger verdens bedste sprintere typisk på mellem 1000 og 1400 watt i gennemsnit gennem en spurt, og de topper med op til omkring 1900 watt.
Hvis du er en almindelig motionist, der ikke har brug for at kunne spurte superhurtigt, vil en maksimal watt-belastning på omkring de 1000 være rigeligt.
Hvis du derimod elsker at spurte meget hurtigt, bør du vælge en model med en maksimal watt-modstand på 1500 eller derover.
Så er du i hvert fald sikker på, at din træning aldrig bliver begrænset af hometraineren.
Når det kommer til den maksimale stigningsprocent, så kan de fleste direct-drive hometrainere simulere stigninger på mellem 16 og 25%, mens wheel-on hometrainere typisk ligger en del lavere.
For de fleste almindelige motionister vil 16% være rigeligt, men hvis du er en rigtig bjergrytter, der elsker superstejle stigninger, bør du vælge en hometrainer, der kan klare 20% eller mere.
Hvis vi igen skal sætte tingene lidt i perspektiv, så vil man på det legendariske bjerg Alpe d’Huez opleve en gennemsnitlig stigningsprocent på omkring 8% og en maksimal stigningsprocent på omkring 13%.
Analog eller smart hometrainer
En anden vigtig overvejelse, du bør gøre dig, er, om det skal være en analog eller en smart hometrainer.
En smart hometrainer gør det muligt at konkurrere mod andre online og køre virtuelle træningsture, hvor hometraineren selv justerer belastningen, alt efter om det går op eller ned ad bakke.
Det kræver dog, at du kobler hometraineren sammen med en computer, tablet eller mobil via Bluetooth, ANT+ eller WiFi og afvikler et stykke hometrainersoftware – f.eks. Zwift, Rouvy, MyWhoosh eller TrainerRoad.
Med en smart hometrainer har du også bedre mulighed for at gemme dine tidligere træningspas og følge din træningsmæssige udvikling.
Hvis du er ligeglad med alle disse ting, kan du spare en del ved at vælge en analog hometrainer, hvor der hverken skal afvikles hometrainersoftware eller tilsluttes strøm, før du er godt kørende.
De 8 bedste hometrainere
I de følgende afsnit har vi set nærmere på de otte bedste hometrainere på markedet i 2026.
De har hver især deres fordele og ulemper, men fælles for dem alle er, at de er af høj kvalitet og giver en rigtig god træningsoplevelse.
Med undtagelse af Zwift Ride, der har sin egen ramme, passer hometrainerne desuden til de fleste racercykler og mountainbikes, men tjek altid, om du skal bruge en adapter til din cykels aksel.
Priserne går fra omkring 1.900 kr. og hele vejen op til omkring 10.500 kr., så der burde være én til ethvert budget.
Wahoo Kickr V6 – Testvinderen
Wahoo Kickr er en af de allermest solgte direct-drive hometrainere på verdensplan, og modellen har vundet et hav af priser og tests, hvilket er fuldt ud fortjent.
Kickr er nemlig en exceptionelt god og velkørende hometrainer, der giver en superrealistisk cykeloplevelse.
Vi har valgt Kickr V6 som testvinder, fordi den efter vores vurdering er det bedste allround-valg for de fleste.
Den kombinerer nemlig høj præcision, masser af power, moderne funktioner og gode udbygningsmuligheder til en pris, der ligger et godt stykke under Tacx Neo 3M.
Den maksimale modstand ligger på hele 2200 watt, og samtidig kan hometraineren simulere stigninger på helt op til 20%.
Wattmålingen er præcis inden for +/- 1%, og hometraineren kalibrerer sig selv automatisk, mens du cykler.
Kickr V6 har desuden en række smarte funktioner
Her kan eksempelvis nævnes:
- Indbygget WiFi: Du kan koble hometraineren direkte på dit hjemmenetværk, så forbindelsen ikke nødvendigvis først skal gå igennem din computer eller tablet. Det giver i nogle tilfælde en mere stabil forbindelse, og samtidig bliver nye softwareopdateringer installeret automatisk.
- ERG Easy Ramp: Når man skal genoptage et afbrudt træningspas i ERG-mode, hvor hometraineren automatisk opretholder et bestemt watt-niveau, kan det være temmelig svært at få gang i pedalerne igen. ERG Easy Ramp øger derfor belastningen gradvist over 10 sekunder, så man stille og roligt kan opbygge kadencen igen.
- AXIS-fødder: Fødderne giver en smule efter, så hometraineren kan bevæge sig lidt fra side til side, når du træder hårdt. Det giver en mere naturlig cykeloplevelse.
- Tungt svinghjul: Svinghjulet vejer 7,25 kg, og det gør, at cyklen holder farten bedre, når du slapper af i pedalerne – ligesom når du cykler udendørs.
- Udbygningsmuligheder: Kickr V6 kan kobles sammen med Wahoo Kickr Climb, der vipper cyklen op og ned ad bakke, og Wahoo Kickr Headwind, som er en smart ventilator.
Kickr V6 understøtter både ANT+, Bluetooth og WiFi, så du kan bruge den sammen med stort set al hometrainersoftware på markedet.
Den bliver leveret med en formonteret 11-gears kassette, men den fås også i en udgave med Zwift Cog & Click.
Til sammenligning med Tacx Neo 3M skal du dog undvære indbygget bevægelse frem og tilbage, og Kickr V6 kan ikke trække i pedalerne, når det går ned ad bakke. Derudover stopper stigningerne ved 20% mod Neo 3M’s 25%.
Til gengæld koster Kickr V6 omkring 6.700 kr., hvilket er cirka 3.300 kr. mindre end Neo 3M.
Kickr V6 er derfor et oplagt valg, hvis du vil have en hometrainer i topklasse uden at betale for de allerdyreste funktioner.
(Reklamelink)
Tacx Neo 3M – Bedste pro-valg
Den næste hometrainer, som vi har valgt at tage med, er fra hollandske Tacx, der i dag er ejet af Garmin.
Neo 3M er efterfølgeren til den populære Neo 2T, og den er firmaets absolutte topmodel.
Modellen går for at være en af de allerbedste hometrainere på markedet, og det er bestemt ikke uden grund.
Neo 3M kan nemlig yde en modstand på helt op til 2200 watt og simulere stigninger på op til 25%, hvilket er nok til at kunne klare selv de mest krævende virtuelle ruter.
Wattmålingen er præcis inden for 1%, og præcisionen gælder nu over et bredere watt-område end på Neo 2T.
Det, der især adskiller Neo 3M fra de andre hometrainere på listen, er de indbyggede bevægelsesplader.
De gør det muligt for cyklen at bevæge sig cirka 5 cm frem og tilbage og en smule fra side til side, når du træder, hvilket giver en mere realistisk og behagelig cykeloplevelse.
Hvis du foretrækker en helt stabil hometrainer, kan bevægelsen låses.
Derudover har Neo 3M en række andre smarte funktioner:
- Virtuelt svinghjul: I stedet for et fysisk svinghjul bruger Neo 3M en motor, der kan få det til at føles, som om du cykler på forskellige underlag som brosten og grus.
- Simulering af nedkørsler: Motoren kan også trække i pedalerne, så du mærker, når det går ned ad bakke.
- Klar fra kassen: I modsætning til Neo 2T bliver Neo 3M leveret med en formonteret 11-gears kassette, og ligesom forgængeren skal den ikke kalibreres
- Forbedret ERG-mode: Styringen af ERG-mode er blevet markant bedre end på Neo 2T.
- Indbygget håndtag: Neo 3M vejer 23,6 kg, så håndtaget gør det noget nemmere at flytte den.
Neo 3M har indbygget ANT+ og Bluetooth, så du kan nemt forbinde den med din foretrukne hometrainersoftware.
Du skal dog være opmærksom på, at WiFi og kabelforbundet internet kræver en adapter, der købes separat.
Det svage punkt er prisen.
Med en pris på omkring 10.000 kr. er Neo 3M den dyreste klassiske hometrainer på vores liste, og den koster cirka 4.300 kr. mere end forgængeren, Neo 2T.
Neo 3M er derfor et oplagt valg, hvis du træner meget indendørs og vil have den mest realistiske og præcise hometrainer, uanset prisen.
(Reklamelink)
Wahoo Kickr Core 2 – Bedste budgetvalg
Hvis du er på udkig efter en god direct-drive hometrainer, der ikke koster kassen, bør du se nærmere på Wahoo Kickr Core 2.
Kickr Core 2 er nemlig lillebroren til Kickr V6, og den har mange af de samme gode egenskaber til en noget lavere pris.
Modellen er den første store opdatering af Kickr Core i syv år, og den giver virkelig meget værdi for pengene.
Kickr Core 2 kan yde en maksimal modstand på 1800 watt og simulere stigninger på op til 16%.
Det er selvfølgelig ikke nok til at simulere de allerskrappeste stigninger i verden, men for de fleste motionister vil 16% være mere end rigeligt.
Her er nogle af de vigtigste funktioner:
- Indbygget WiFi: Ligesom Kickr V6 kan Kickr Core 2 kobles direkte på dit hjemmenetværk og opdatere sin software automatisk.
- Race Mode: Hometraineren sender data 10 gange i sekundet, så dine watt opdateres hurtigere i apps som Zwift.
- KICKR Bridge: Din pulsmåler kan sende data gennem hometraineren, så du frigør en Bluetooth-forbindelse på din telefon eller tablet.
- To udgaver: Du kan vælge mellem en formonteret 11-gears kassette eller Zwift Cog & Click, hvor du skifter gear virtuelt med en lille trådløs knap.
- Kompatibel med Kickr Climb: Du kan altså bygge videre med Wahoos tilbehør senere.
Sammenlignet med Kickr V6 har Kickr Core 2 400 watt mindre modstand og 4 procentpoint lavere maksimal stigning.
Wattmålingen er præcis inden for +/- 2% mod Kickr V6’s +/- 1%, og svinghjulet vejer 5,4 kg mod 7,25 kg.
Ligesom Kickr V6 kan Kickr Core 2 ikke trække i pedalerne, når det går ned ad bakke, og ved høje watt regulerer den en anelse langsommere end topmodellerne i ERG-mode.
Til gengæld koster Kickr Core 2 kun omkring 4.000 kr., og det er cirka 2.700 kr. mindre end Kickr V6.
Kickr Core 2 er derfor et oplagt valg, hvis du vil have en solid og præcis direct-drive hometrainer uden at betale for de sidste detaljer.
(Reklamelink)
Tacx Neo 2T
Hvis du gerne vil have en hometrainer i topklasse, men ikke vil betale for Neo 3M, bør du tage et nærmere kig på forgængeren, Tacx Neo 2T.
Neo 2T har nemlig de samme topspecifikationer på papiret som Neo 3M, men den koster cirka 4.300 kr. mindre.
Neo 2T er en supervelkørende hometrainer med masser af power og stigningsprocenter.
Hometraineren kan yde en modstand på helt op til 2200 watt og simulere stigninger på op til 25%, hvilket er nok til at kunne klare selv de mest krævende virtuelle ruter.
Wattmålingen er præcis inden for +/- 1%.
Derudover gør hometraineren det også muligt at bevæge cyklen en smule fra side til side, når man træner, hvilket giver en mere realistisk og behagelig cykeloplevelse.
Neo 2T byder desuden på:
- Virtuelt svinghjul, der kan få det til at føles, som om du cykler på forskellige underlag som brosten og grus
- Simulering af nedkørsler, hvor motoren trækker i pedalerne
- Indbygget ANT+ og Bluetooth, så du nemt kan forbinde den med din foretrukne hometrainersoftware
- Mulighed for at købe Tacx’ bevægelsesplader som tilbehør, hvis du vil have bevægelse frem og tilbage
Neo 2T kom på markedet i 2019, og den er dermed den ældste direct-drive model på listen.
Sammenlignet med Neo 3M skal du derfor undvære indbyggede bevægelsesplader og muligheden for at tilslutte WiFi via en adapter. Derudover er ERG-mode ikke helt lige så præcis, og Neo 3M klarer bedre stor belastning ved lav fart, f.eks. på stejle stigninger.
Du skal også være opmærksom på, at hometraineren bliver leveret uden kassette, så du skal selv tilkøbe én eller bruge kassetten fra din egen cykel. Den fås dog også i en udgave med Zwift Cog & Click for omkring 6.000 kr.
Til gengæld koster Neo 2T kun omkring 5.700 kr., hvilket er cirka 1.000 kr. mindre end Kickr V6 og cirka 4.300 kr. mindre end Neo 3M.
Tacx Neo 2T er derfor et oplagt valg, hvis du vil have topspecifikationer og en realistisk køreoplevelse til en mellemklassepris.
(Reklamelink)
Elite Justo 2
Hvis du er til data og præcision, bør du tage et nærmere kig på denne direct-drive hometrainer fra den italienske producent Elite.
Justo 2 er nemlig Elites topmodel, og den bruges bl.a. af Tadej Pogačar og UAE Team Emirates XRG i deres daglige træning.
Den er også valgt som officiel hometrainer til finalerne ved UCI’s VM i e-cykling.
Elite Justo 2 kan yde en maksimal modstand på hele 2300 watt ved 40 km/t og simulere stigninger på helt op til 24%.
Der er dermed rig mulighed for at blive udfordret.
Wattmålingen sker via en indbygget wattmåler, der er præcis inden for 1%.
Derudover er Justo 2 udstyret med en række praktiske funktioner:
- Formonteret 12-gears kassette: Justo 2 bliver leveret med en Shimano 12-gears kassette (11-34), så den er klar til brug med det samme.
- Indbygget WiFi: Du kan koble hometraineren direkte på dit hjemmenetværk, og der findes også mulighed for kabelforbundet internet via Elite Gateway.
- Hurtig dataoverførsel: Watt, hastighed og kadence sendes 10 gange i sekundet, også via Bluetooth.
- Kompatibel med Elite Rizer: Rizer vipper cyklen op og ned ad bakke og lader dig dreje på styret, ligesom når du cykler udendørs.
Justo 2 vejer 17 kg, og det er en del mindre end Tacx Neo 3M på 23,6 kg.
Svinghjulet vejer cirka 7 kg, hvilket er tæt på Kickr V6’s 7,25 kg.
Det svage punkt er, at Justo 2 ikke har indbygget bevægelse frem og tilbage, som du finder på Tacx Neo 3M.
Med en pris på omkring 6.700 kr. inklusive riser block koster Justo 2 det samme som Kickr V6.
Elite Justo 2 er derfor et oplagt valg, hvis du kører 12 gear på din cykel og lægger stor vægt på præcise data.
(Reklamelink)
Zwift Ride med Kickr Core 2
Den næste hometrainer, som vi har valgt at tage med, er ikke en traditionel hometrainer.
Zwift Ride kan bedst beskrives som en hybrid mellem en spinningcykel og en hometrainer.
Pakken består nemlig af en justerbar cykelramme fra Zwift og en Wahoo Kickr Core 2, som sørger for modstanden.
Du skal altså ikke først forbinde din egen cykel med hometraineren, og den står derfor altid klar til brug.
I september 2026 kom den opdaterede Zwift Ride V2, som især har fået bedre justeringsmuligheder til samme pris.
Her kan eksempelvis nævnes:
- Passer til flere i husstanden: Rammen kan indstilles til ryttere fra 146 til 198 cm, og alle justeringer klares med ét værktøj, der sidder på rammen.
- Justerbare krankarme: Du kan vælge mellem fem kranklængder fra 160 til 175 mm.
- Ny sadelpind: Sadlen kan flyttes op til 50 mm ekstra frem og tilbage.
- Virtuelt gear: Styret har indbyggede knapper, som du bruger til at skifte gear, styre og navigere rundt i Zwift.
Da modstanden kommer fra Kickr Core 2, kan Zwift Ride yde op til 1800 watt og simulere stigninger på op til 16%.
Det er mindre end de dyreste hometrainere på listen, men rigeligt til de fleste motionister.
Du skal dog være opmærksom på, at Zwift Ride er bygget til Zwift, som kræver et abonnement.
Med en pris på omkring 10.500 kr. er den heller ikke billig, men den koster langt mindre end f.eks. Wahoo Kickr Bike Shift på omkring 16.000 kr.
Zwift Ride er derfor et oplagt valg, hvis I er flere i husstanden, der skal dele hometraineren, eller hvis du gerne vil have en fast opsætning, der altid står klar.
(Reklamelink)
Tacx Flow Smart
Hvis du er på jagt efter en billig smart hometrainer, er Tacx Flow Smart et godt valg.
Flow Smart er nemlig en wheel-on hometrainer, så du skal ikke afmontere baghjulet, før du kan træne.
Man spænder blot cyklen fast, så baghjulet hviler på en rulle, der skaber modstanden.
Hometraineren kan yde en modstand på op til 800 watt og simulere stigninger på op til 6%.
En anden fordel ved hometraineren er, at den er udstyret med både ANT+ og Bluetooth, og dermed kan du bruge den sammen med stort set al hometrainersoftware på markedet.
Her kan eksempelvis nævnes Zwift, TrainerRoad og Tacx’ egen app.
Dette åbner op for et hav af nye muligheder, der kan gøre cykeltræningen sjovere og mere varierende.
F.eks. vil du kunne køre en virtuel Tour de France-etape, hvor hometraineren automatisk justerer belastningen, alt efter om det går op eller ned ad bakke.
Du vil også kunne konkurrere mod dine venner online og deltage i virtuelle cykelløb.
Flow Smart har kun et lille svinghjul på 1,6 kg, men det er bygget, så det føles som et svinghjul på 11,8 kg, når du træder.
Rullen er lavet af hærdet stål, så den slides ikke så hurtigt.
Det svage punkt er, at Flow Smart ikke kan måle sig med direct-drive hometrainerne.
Wattmålingen kan nemlig afvige op til 5%, mens Kickr Core 2 ligger inden for 2%.
Og 800 watt og 6% stigning er langt fra de 1800 watt og 16%, som Kickr Core 2 kan yde.
Samtidig skal du være opmærksom på, at en wheel-on hometrainer slider en smule på bagdækket.
Tacx Flow Smart koster omkring 2.300 kr., og den er derfor et oplagt valg, hvis du vil prøve kræfter med Zwift og andre apps uden at bruge mange penge.
(Reklamelink)
Tacx Boost
Den sidste og billigste hometrainer, som vi har valgt at tage med, er modellen Boost fra den hollandske producent Tacx.
Tacx Boost er en simpel og effektiv wheel-on hometrainer, hvor der hverken skal tilsluttes strøm eller afvikles software for at komme i gang med at træne.
I og med at det er en wheel-on hometrainer, skal baghjulet heller ikke afmonteres, før man kan træne.
Man spænder blot cyklen fast på rullefeltet, der sidder på hometraineren.
Hometraineren kan yde en maksimal modstand på 1050 watt, og modstanden kan justeres i 10 trin via en skifter, som man spænder fast på styret.
Boost har desuden en lukket modstandsenhed, som er med til at dæmpe støjen.
Selve hometraineren er solid og stabil, men skifteren på styret føles en anelse billig.
Du skal også være opmærksom på, at det ikke er en smart hometrainer.
Hvis du monterer en hastighedssensor på cyklen, kan du godt bruge Boost sammen med Zwift og lignende apps, men hometraineren kan ikke selv justere modstanden, når det går op eller ned ad bakke.
Tacx Boost koster omkring 1.900 kr., og den er derfor et oplagt valg, hvis du blot vil holde formen ved lige i vintermånederne uden apps og ledninger.
(Reklamelink)
Hometrainer vedligeholdelse
Cykelfolk er vant til, at der følger en del vedligeholdelse og rengøring med sporten, men heldigvis kræver en hometrainer ikke det helt store.
Det vigtigste er nemlig at holde sveden væk.
Sved indeholder salt, som kan få metaldele til at ruste og med tiden skade både hometraineren og din cykel.
Tør derfor hometraineren af med en fugtig klud efter hvert træningspas, og tør den bagefter med en tør klud.
Det kan du med fordel også gøre ved din cykel – især omkring styret, hvor sveden typisk drypper ned.
Et håndklæde over styret og en ventilator foran cyklen er også en god idé, da det mindsker mængden af sved, der rammer cyklen og hometraineren.
For at skåne dit gulv mod sved og ridser er det en god idé at placere en måtte under hometraineren.
Det er også med til at dæmpe støjen en hel del.
Man kan få et hav af dedikerede hometrainer-måtter, men man kan også sagtens bruge en traditionel arbejdsmåtte, som man kan finde i byggemarkederne.
Har du en direct-drive hometrainer, kører kæden direkte på hometrainerens kassette, så det er en god idé at rense og smøre kæden jævnligt.
Brug gerne en tør kædeolie eller voks, da den samler mindre snavs.
En slidt kæde slider også hurtigere på kassetten, så tjek kæden for slid en gang imellem.
Har du en wheel-on hometrainer, bør du i stedet holde øje med dæktrykket, så dækket ikke glider eller slides unødigt. Til Tacx Boost er det anbefalede dæktryk f.eks. 8 bar.
Smarte hometrainere får desuden jævnligt softwareopdateringer, så tjek producentens app en gang imellem. Wahoos modeller med WiFi opdaterer dog sig selv automatisk.
Hvis wattmålingen virker forkert, kan det også hjælpe at kalibrere hometraineren via appen. Kickr V6 kalibrerer sig selv, mens Neo 3M slet ikke skal kalibreres.
Når hometraineren ikke er i brug, bør du stille den et tørt sted og helst undgå store temperaturudsving, da det kan give fugt i elektronikken.

Be the first to comment